Rene

 



Baggrund

Jeg har en baggrund med sport som løb, orienteringsløb, adventure race, cykling og mountainbike - altså sport med behov for en høj grad af kondition, udholdenhed, teknik, koncentration og dermed også et stort behov for træning, både af fysik og teknik. Og det har altid været i den daglige træning, at en stor del af min motivation findes.

Det er i den tilstand jeg kan komme i, når jeg var fysisk aktiv ud på den anden side af et par timer. Både den fysiske tilstand, når motoren skal trække på ressourcer, der er lidt sværere at komme til. Men i høj grad også den mentale tilstand jeg kan opnå, når det ikke længere drejer sig om hvordan man skal takle en hverdag med alle de udfordringer vi alle. Her skal jeg bare skal koncentrere mig om det næste skridt, de næste 4 km, den næste time, det næste skifte, den næste post. Alting bliver pludselig ukompliceret og nemt gennemskueligt. Alting bliver meget simpelt og til at forholde sig aktivt til. Der er ikke skjulte agendaer, der er bare at lave en plan og at gennemføre. Det passer en simpel mand som mig rigtigt godt.

Konkurrencemenneske?

En ting der faktisk aldrig rigtigt har været vigtigt for mig, har været om jeg blev først eller sidst i en konkurrence. Jo. Jeg kunne blive frustreret når jeg eller mit hold tabte, hvis det var, fordi JEG ikke havde trænet godt nok eller klogt nok. Eller hvis JEG lavede fejl, som jeg kunne have forudset og som kunne være undgået. Hvis ikke jeg havde styr på mit grej. Hvis ikke jeg fulgte den plan vi havde aftalt. Altså hvis jeg selv kunne have gjort noget.

Det har altid været ok blot at gennemføre, hvis det var det forudsætningerne rakte til. Og det er aldrig en skam at blive overhalet af nogen der har trænet mere eller har mere erfaring. Eller som bare bedre styr på sit lort.

Hvad har jeg kunnet bruge sporten til?

Mit engagement i sport har i øvrigt været til at overføre direkte ind i mit daglige arbejde. De kompetencer jeg har kunnet dyrke igennem sporten som træner eller som leder, har været et baggrundstæppe for de muligheder jeg har søgt og fået i min personlige udvikling og i mine jobs. Og så har en stor del af vores sociale liv også sit udgangspunkt i de fællesskaber der er opstået gennem sporten.

ØV!

Nu har jeg så for 4 år siden fået konstateret ventrikulær fibrillation - nogle anfald af forstyrrelser i hjerterytmen. De anfald opstår primært i forbindelse med at jeg dyrker sport. Især når jeg bliver træt og hvis der er høj intensitet og der kommer høj puls på.

Som konsekvens deraf har jeg oplevet at jeg kunne løbe og cykle langsommere og langsommere. Og at jeg kunne gøre det i kortere og kortere tid, før jeg fik et anfald. Og selv om jeg måske ikke falder død om, så er det ikke spor behageligt når det sker. Det betød at jeg var i en nedadgående spiral, som jeg har det noget svært at deale med.

Da jeg jo ikke oplever anfald i andre tilfælde end når jeg dyrker sport, så var jeg begyndt processen med at affinde mig med, at det altså var blevet et levevilkår. Og at min sport alene måtte være af sundhedsmæssige og de almindeligt motionsmæssige grunde, og altså uden for konkurrenceelementet.

Motivationen var blevet lidt væk. Jeg var ikke længere den samme. Der var ikke længere grobund for den godmodige drilleri efter en konkurrence, for jeg deltog ikke længere på samme vilkår. Den væsentligste motivation skulle alene findes i at deltage - at få en god oplevelse - at få en god tur i skoven. Og for mig var det helt det samme som hvis det hele var afhængig af om det var godt eller dårligt vejr. Uanset hvad, så kunne jeg ikke gøre noget ved det. Vejret vil opføre sig helt uafhængig af om jeg træner mere eller mindre og samme fornemmelse havde jeg i forhold til mit helbred og min Hvordan opleves et anfald?

Den tekniske forklaring vil jeg undlade. Den lidt kortere version er, at mit hjerte får en forkert impuls og forsøger at pumpe blod rundt med meget reduceret kapacitet. Så det der sker er at mit hjerte begynder at slå med 220-240 slag i minuttet - det er ret mange slag :-) - og samtidig gør den det på en forkert impuls, så effekten er rigtig dårlig.

Så forestil dig at du sidder på airbike og kører derudaf. Det behøver ikke at være sådan helt dødskørsel. Det kan være med 5-600 watt. Og så sker der det, at du mærker at hjertet lige slår et hårdt slag og med det samme vil kroppens større muskler syre til og effekten falder til 100-150 watt og man kan ikke slå en bule i en blød hat. Der er 0 power. Jeg plejer at sige, at jeg går fra 100 til 30 % og bare skal have det bedste ud af dagen derfra.

Så startede jeg i OFT

Jeg startede i OFT, fordi Joakim, min lille dreng, skulle blive klar til at kunne møde op til værnepligten. Det er en lang historie, men 3 års sygdom havde gjort at han havde brug for at gøre noget struktureret for at blive klar. Og jeg stillede mig til rådighed som hans træningsmakker, bare for at bakke op om de 6 måneder, der var til at blive klar. Vi valgte OFT fordi Lasse og Flemming har en baggrund fra Forsvaret, de var Fysioterapeuter, og vi mente at de ville have forudsætningerne til at gøre ham klar til at hoppe i uniformen.

Vi skal være der allesammen

Vi startede med Personlig Træning hos Flemming og med deltagelse på de åbne hold. Og jeg kunne ret hurtigt konkludere at mine fordomme om hvordan det er at gå i et motionscenter måtte tages til revision.

For det første havde jeg slet ikke nogen oplevelse af, at der var nogen, der gik der for at blive set eller for at se på andre. Man er der for at træne ud fra det udgangspunkt man nu engang har. Og det er ok. Og det er faktisk mere end ok. Vi kommer med alle mulige skavanker og dårligdomme og vi blander os med dem, der ligner at de er skåret ud af den samme sten som statuerne i det antikke Grækenland.

Men alle kæmper lige hårdt for at blive bedre eller få det bedre og alle i centeret anerkender den indsats der gøres. Det syntes jeg er mega fedt og det giver faktisk mig rigtigt meget motivation, når man bliver inviteret med til at gennemføre en workout med de seje. Og det er helt ok at man ikke kan så mange kilo eller kan trække sig op i nærheden af stangen, for så skalerer vi bare øvelsen og bevægelsen indtil man kan være med - og så kan vi alle være med. Og vi vil gerne have alle med. Alle dem der har lyst.

Vi er der netop ikke for at se smarte ud - Vi er der for at træne. Og når vi træner, så ser vi nok mest ud som nogen der træner. Og jeg ved ikke med jer, men når jeg er i gang med en workout, så ser jeg ikke hvordan andre ser ud - Jeg har rigeligt at gøre med at få det til at hænge sammen for mig selv.

En opadgående spiral

En anden ting jeg hurtigt mærkede, var at jeg pludselig kunne mærke fremgang igen. Jeg kunne løfte en smule tungere fra uge til uge og fra måned til måned.

Og jeg kunne gennemføre træninger uden at opleve anfald. Og jeg fandt hurtigt ud af at det simpelthen er nemmere for mig at mærke, når jeg får et anfald eller når jeg er tæt på at få det. Så jeg kan hurtigere reagere og stoppe inden det er så slemt at resten af dagen er ødelagt.

Jeg kan også godt træne i perioder hvor jeg ellers er lidt ramt af anfald. Jeg skal bare tilrettelægge mine træninger, men jeg kan altså stadig få en træning med ok kvalitet, da jeg i stedet for at køre døds-workout, så må køre lidt under max. Og jeg kan som regel altid gennemføre en styrketræning, bare jeg får mulighed for at samle mig mellem sæt.

Og meget hurtigt mærkede jeg, at jeg simpelthen blev stærkere. At jeg kunne være med på hold og træninger som jeg ellers ikke havde lyst til at være med på. Og så kunne jeg klare flere ting i hverdagen. Det er simpelthen direkte til at overføre til en hverdag hvor jeg føler mig stærkere og mere klar på de udfordringer jobbet giver.

Konkurrenceholdet

Da Joakim kom i Forsvaret var jeg jo så tændt, at jeg godt ville fortsætte med at træne i OFT. Jeg havde luret lidt på om jeg skulle se om jeg kunne komme på et hold. Og selv om det så betød at jeg måtte skifte træner fra Flemming til Lasse, så syntes jeg at det ville være sjovt at give det et forsøg. Det blev til et Sammen-Hold om lørdagen. Og jeg syntes at der var en rigtigt fed stemning. Alle gav den fuld gas hver gang og der var altid tænding på træningen. Der var (og er) en stemning af at det hele jo er for sjov, men der jo altid er en der vinder.

Der var åbenbart så meget tænding, at Lasse spurgte om vi kunne tænke os at lave holdet om, til at have fokus på at skulle deltage i en Crossfit konkurrence på sigt. Jo. Den er fin. Jeg ville gerne træningen. Men jeg kunne ikke se at jeg nogensinde skulle blive i stand til at deltage i en konkurrence.

Jeg var ikke i stand til at lave en Squat, det er i øvrigt stadig ikke kønt, men den vil blive godkendt. Og jeg kunne heller ikke se at det lå i en overskuelig fremtid, at kunne lave en Pull Up, hverken med kip eller på nogen anden måde, så jeg var noget skeptisk overfor projektet.

Men Lasse har formået, med hans ukuelige optimisme på vores vegne, at flytte os både fysisk og mentalt, i forhold til hvad vi selv troede var muligt for 12 måneder siden. Og jeg tror det gælder for alle der kommer ind på holdet.

Mødet med nye mennesker

Og så har jeg jo mødt nye spændende mennesker i centret og på holdet. Jeg oplever holdet som enormt inkluderende. Der bliver trænet sammen på kryds og tværs som tid og muligheder nu tillader det. Og der er en rigtigt god kemi mellem alle på holdet. Vi vil hinanden det bedste. Vi vil også gerne være den hurtigste eller stærkeste, men vi glæder os lige så meget over hinandens personlige rekorder som vi glæder os over vores egne. Og vi laver næsten en PR hver gang vi er sammen, så det giver en super fed stemning. Vi lytter til hinanden og vi lærer af hinandens erfaringer samtidig med at vi på holdet er under kyndig/myndig vejledning af Lasse.

En vild udvikling

Jeg oplever det som om at jeg har haft en helt vild udvikling. Jeg udvikler mig i forhold til teknik og i forhold til hvor meget, hvor længe, hvor mange gange osv. osv.

Jeg har taget nogle kilo på efter at jeg har droslet ned for de ting jeg tidligere har dyrket, men dem er jeg ved at få bygget om til muskler. Det er det lange seje træk. Men det helt fint. For der er nemlig en positiv fremgang. Og Lasse har formået at få mig flyttet mentalt fra altid at have haft fokus på vægt, til at have fokus på alle de andre ting der kan måles på. Tidligere var det bare sådan at et kilo mindre simpelthen kunne aflæses direkte på løbstiden og det tager lidt tid lige at få styr på det selvbillede der følger med en anden krop. Men det kommer i små nøk.

Hovedpinen der forsvandt

Jeg har lidt af tilbagevendende hovedpiner som kom af spændinger i nakke og skuldre. Lidt som næsten alle andre med et job på kontor også har noget de bøvler med. Og jeg har vel haft det i lige så mange år som jeg syntes at jeg kan huske, så det tænkte jeg var noget Lasse skulle prøve at hjælpe mig med.

Jeg var helt med på at det nok ville blive det lange seje træk. Og Lasse stillede mig også i udsigt at det nok ville tage lang tid. Men det gik faktisk ret hurtigt med at få skovlen under problemet. Det var få konsultationer og faktisk også ret få øvelser jeg skulle gøre for at mærke en positiv forskel.

Faktisk er jeg nu helt fri for smertestillende medicin. Jeg får stadig en hovedpine en gang imellem. Men det er hverken mere eller mindre end andre mennesker. Og jeg kan slå det helt ned med et par piller, hvilket var helt umuligt før, hvor en hovedpine som regel måtte kureres med nogle piller og en nats søvn og et håb om at det ville være væk næste morgen. Så også her kunne Odense Funktionel Træning og mødet med en fysioterapeut gøre en forskel.

Den første konkurrence

Ja. Den står lige for døren.

I den kommende weekend skal Lone og jeg deltage i Mix til First Timers i Køge.

Det havde jeg nu slet ikke set ske allerede nu. Men jeg begynder faktisk at føle at vi er klar til opgaven. Og så har jeg Lone som makker. Hun er mega sej. Og så er hun med på at der er en risiko for at jeg kan få et anfald og at det dermed tager os helt ud af konkurrencen.

Der vil selvfølgelig være øvelser der kommer til at presse os helt i bund og dem er vi så også klar til at deale med.

Hvis de kommer med thrusters på 45 kg, så bliver jeg ikke til meget hjælp. Men jeg kan tage et par stykker som hjælp til Lone, som så må lide for holdet. Til gengæld skal jeg nok give den hvad jeg har på airbike eller rower. Og det er ok at vi kommer til at kæmpe om sidstepladsen. Men vi er der altså for at kæmpe. Så den skal have det vi har i os og vi kommer til at gøre det bedste vi kan. Og så vil vi have en god dag sammen som makkerpar. Vi vil insistere på at give os selv en god oplevelse. Og hvis det så ender med en sidsteplads, så er det helt ok. Så vil vi helt sikkert bruge som undskyldning, at vi kunne være forældre til de fleste af de andre hold der møder op den dag.



Mangler du også hjælp?

Vi er eksperter med mange års erfaring indenfor både forebyggelse, genoptræning og træningsoptimering.

Book behandling/træning »



Kommentarer fra Fysioterapeuten: